Det er uden tvivl det vildeste, hårdeste, mest følelsesladet, jeg nogensinde har været igennem.
Fødslen af Blob...
Kl. var 8 om morgenen d. 30. dec. jeg havde lige været ude og tisse, efter at Jannick havde kysset mig farvel. Han skulle på arbejde i banken, og jeg skulle bare slappe af hele dagen, da vi dagen før havde været rundt og kigge på ny sofa.
Da jeg lagde mig i sengen, kom jeg til at tisse en smule, troede jeg. Jeg tænkte selvfølgelig at det var pisse irriterende, men på det tidspunkt kom det ikke bag på mig at min krop havde sit eget liv, og kunne finde på hvad som helst...
Jeg rejste mig op for at vende tilbage til toilettet, men i det samme jeg stod på gulvet, sagde det PLASK!!
Så total Hollywood style, gik vandet ud over det hele! Med det samme fik jeg råbt på Jannick, der bogstavelig talt stod med den ene fod ude af døren, svaret jeg fik tilbage, var en lettere irriteret kæreste, der jo havde sagt farvel, og lige som bare gerne vil nå at komme på arbejde til tiden.
Men da han så fik et meget konsekvent: "JANNICK, Kom her ind!", stod han straks i døren til soveværelset, hvorefter jeg får sagt, "mit vand er gået", Jannicks svar "Hmm.. så skal jeg vist ikke på arbejde i dag".
Her ville nogen måske gå helt i panik, og løbe rundt, men vi var faktisk rimelig rolige begge to.
Vi smilede helt vildt til hinanden, jeg hoppede ud i badet, og Jannick smed et par håndklæder ud på soveværelsesgulvet.
Herefter ringede vi til fødegangen, her blev vi spurgt til forskellige ting, da der er lidt man skal være opmærksom på når vandet går som det første. (farve, står barnet fast, veer osv.)
Men alt på mig var som det skulle være, og jeg havde endnu ikke fået veer, så de bad mig om at komme ind kl. 11.30, hvis ikke der skete mere inden da.
Morgenmad, pakke de sidste ting i taskerne og så afsted til fødegangen.
Her blev jeg undersøgt, og der blev lavet nogle målinger på Blob og mig, og igen var alt fint, uden de store veer. De spurgte om jeg ville have et par stikpiller som ville kunne sætte veerne igang, hvilket de anbefalede. Men her valgte vi at stole på at min krop nok skulle sætte igang, når tiden var rigtig.
Så vi vendte hjem til vores lejlighed igen.
Allerede da vi kom hjem, begyndt veerne så småt at komme, jeg gik i bad, og bagefter røg jeg ind på stuegulvet på et par madrasser.
Herefter gik det forholdsvis stærkt, ved en 3 tiden, var veerne reglmæssige, med 5 min. mellemrum, kl. halv 4 ringede vi til jordemoderen, og aftalte derefter at vente en times tid, for at se hvordan tingene udviklede sig.
kl. 20 over 4 ringede vi igen, her var der ca. 3 min. i mellem veerne.
Vi aftalte at køre afsted til fødegangen, hvor min jordemoder ville være inden for en halv time.
På fødegangen, kom vi straks ind på en stue. Dejlig stor, med stor seng, stort badeværelse, og rum med badekar.
Fostervandet blev ved med at løbe ud af mig, ja man producere åbenbart mere af det selvom, der er åbnet for sluserne, og jeg er åbenbart god til at producere nyt (citat jordemoderen), hvilket betød at jeg lavede gode spor efter mig over alt på stuen.
Efter dette, forsvandt min tidsfornemmelse fuldstændig.
Veerne kom væltende, og jeg kom i badekar, jeg var en tur på toilettet, og så op i sengen.
Mange gange kom jeg ud for at veerne overtog hinanden, jeg fik altså ikke lov til at trække vejret i mellem dem, og når der endelig var en lille pause, så var den ifølge Jannick ikke på meget mere end 20 sek.
Jeg var utrolig enerådig, og skulle ikke røres når jeg fik mine veer, jeg koncentrerede mig bare om mine vejrtrækninger, og om at slappe af i kroppen, som jeg havde lært til "smertefri fødsel", og det virkede, men smertefrit var det altså ikke.
Igen gjor' min krop præcis det den skulle og jeg åbnede mig faktisk med 1 1/2 til 2 cm i timen (gennemsnittet er 1/2 til 1), derfor de voldsomme veer.
Og da jeg fik beskeden om at jeg faktisk var åben nok til at han kunne komme ned, blev jeg lykkelig, MEN....
"Han ligger godt nok lidt højt..."
"Han har ikke rigtig bevæget sig ned af..."
"Der kommer lige en af mine kollegaer og tjekker dig, da jeg tror han står lidt skævt med hovedet..."
"Jo han står godt nok skævt..."
"Han har ikke bevæget sig længere ned overhovedet..."
Her kunne min hjerne godt tænke så langt, som at dette godt kunne tage en del tid, og veerne væltede stadig ned over mig. Derfor valgte jeg, at jeg gerne ville have hjælp til smerterne, i form af en epiduralblokade.
Beskeden lød på at de ville arbejde rundt om mine veer, når de stak mig i ryggen, da man nemlig ikke må bevæge sig OVERHOVEDET!!
Problemet var bare at der jo ikke var de store pauser mellem mine veer, og dermed fik jeg lov til at have et skønt ve, mens jeg havde en kæmpe Motherf***** nål i ryggen!
TAK KROP!
Hjalp det så?
Aner det ikke, jeg mærkede ihvertfald ikke at det hele blev meget bedre...
"Mille, han har stadig ikke flyttet på sig, vi bliver nok nødt til at overveje alternativer..."
Mit hoved: PIS det ved jeg desværre nok godt hvad betyder...
"Det er ikke fair du skal have så mange smerter, når der ikke rigtig sker mere..."
"Jeg tror desværre han ligger så skævt, at han ikke kan komme ned..."
"Vi bliver nødt til at overveje kejsersnit.........."
Mit hoved: LORT; PIS, FUCK, kan jeg gøre mere, EJ DET VIL JEG BARE IKKE!!!!!"
Men ud skulle han, og jeg havde snart ikke mere energi til at klare flere veer, jeg var helt væk.
Herefter skulle jeg vente på en læge, der skulle komme ned og scanne mig, for at se om jordemoderen nu også havde ret i hvordan han lå.
Desværre kom der til at gå lidt tid, da en anden fødsel var ved at gå meget galt, og af en eller anden grund, havde jeg stadig overskud til at være forstående overfor at jeg ikke kom i første række.
Herefter blev lattergas-masken min bedste ven.
Langt om længe kom lægen, og scanningen viste ganske rigtigt at Blob lå så mega skævt, at han absolut ikke havde planer om at skulle ned gennem mit bækken.
Altså anbefalede hun mig også på det kraftigeste at få kejsersnit, og selvom jeg fik spurgt om jeg ikke kunne gøre mere, mente hun at jeg havde bevæget mig rundt og prøvet lidt af det hele, og nu skulle han altså bare ud, så længe vi begge havde det godt.
Jeg overgav mig, og dernæst gik tingene rimelig hurtigt.
Jeg fik en sprøjte i låret og i hånden, og straks var veerne næsten væk! FANFUCKINGTASTISK sprøjte!! HAHA...
Op i en seng, og ind på operationsstuen..
skæv af lattergas, smådopet, og lettet over manglende veer, var jeg totalt i hopla da jeg kom ind på operationsstuen, og der var både overskud til jokes og grin fra min side, plus en besked til lægerne om at de altså skulle sørge for et pænt ar.
I følge min journal tog det 17 min fra jeg kom ind på operationsbordet, til at Blob kom ud, og de havde lukket mig igen.
Og jeg mærkede ingenting.
Jannick var ved mig hele vejen igennem, og da vi hørte de første skrig fra vores lille Blob, væltede tårerne ned af vores kinder, lettelse og glæde og alt mulig andet blandet sammen.
Kort efter, stod Jannick med lille Blob over mit hoved, og undskyld, men køn synes jeg ikke han var, men han var vores, og han var ude i god behold, og jeg vidste at han nok skulle blive for lækker :)
Bedøvet fra brystet og ned, røg vi på opvågningsstue, kort efter stod bedsteforældre og faster og moster på stuen.
Efter et par timer, røg vi så ind på en dejlig fredelig stue, på MOR/Barn afsnittet.
Efter 2 overnatninger her, tog vi et døgn på Patienthotellet.
Og torsdag eftermiddag, vendte vi hjem til lejligheden.
Året var nu 2014, og vi var forældre, er forældre....
Tante mia - Pelle - Natasja - Annelene - Nikolaj P - blobber og hans ven Nikolai, som er en dag ældre :)
